11.april 1954

Fabulatoriet.dk

11.april 1954

 

 

Der findes datoer i Danmark og i verden, som har en så stærk ikonisk status, at det ikke engang er nødvendigt at nævne, hvad der skete den dag. Den 9.april, 9.november, Nine-Eleven. Det er dage, som er ristet i hukommelsens runer og bøjet i erindringens neon. Det er datoer, som har karakter af at være år O, hvorfra vi definerer årsager og sammenhæng, fortid, nutid og fremtid som værende før eller efter datoen. Det er dagen, hvor hele verden et kort øjeblik stopper op, holder vejret i tilbageholdt spænding, før luften slippes ud i et gigantisk kollektivt pust. Vi husker billeder af sorte tyske krigsfly over danske byer, jublende østtyskere på muren i Berlin og to store passagerfly ramme Twin Towers i et eksploderende inferno af højeksplosivt flybrændstof. Det er vores svar på den ældre generations: ”Hvor var du, da JFK blev myrdet?”

 

Der er datoer, hvor historien tog en ny drejning, hvor nogen tog fat i historiens store rorpind og drejede den hårdt væk fra hovedlandevejen, ud på ukendte stier, og hvor vi skulle til at forstå verden på ny. Engelske forskere på Cambridge Universitet har fodret deres computere med mere end 300 millioner oplysninger og kom efter mange udregninger frem til, at mandag den 11.april 1954 var noget ganske særligt og usædvanligt, fordi der ikke skete noget som helst vigtigt denne dag. Det er den med afstand mest anonyme dag siden 1900. Det var en dag, hvor ingen krige blev begyndt eller afsluttet, ingen kendte personer døde eller blev født, der blev ikke holdt nogen vigtige taler, hvis ord står brændemærket i vores bevidsthed, der var ingen ”Ich bin ein Berliner” eller ”I have a dream”, ingen stor og vigtig opfindelse blev gjort, der blev ikke gjort nogen banebrydende opfindelse eller opdagelse og ingen naturkatastrofe samlede verden i medfølelse på tværs af tro, politisk anskuelse og nationalitet. Det tætteste dagen kommer på en nyhed er, at Abdullah Atalar, en tyrkisk akademiker i elektronik blev født denne dag og så var der planlagt et kup i en lille indisk koloni, men meget betegnende løb det også ud i sandet.

 

1954 var ellers et år, som på mange måder satte sig nogle spor for eftertiden. USA tog endnu et afgørende skridt ind i atomalderen, da de med deres første brintbombesprængning gav ordet ”Bikini” en anden betydning end blot badetøj til kvinder. Marilyn Monroe giftede sig med baseball-legenden Joe DiMaggio, McDonalds blev grundlagt, John Travolta født, Vest-Tyskland rejste sig fra asken og vandt deres første verdensmesterskab i fodbold, Henri Matisse gik til de evige impressionistiske, stærkt farvede jagtmarker og Ernest Hemingway fik den nobelpris i Litteratur, som Karen Blixen skulle have haft. J.R.R Tolkien skrev ”Ringenes Herre - de to Tårne” og filminstruktøren Akira Kurosawa gav sit uforglemmelige bidrag til verdens kulturarv med sit sort-hvide filmepos ”De syv Samuraier”. Så mange banebrydende bidrag til vores fælles hukommelse, at det må overraske, at der alligevel sneg sig en enkelt anonym dag ind.

 

Den 11.april var en dag, hvor hele verden tog en pause, en dyb indånding, hvor der måske var plads til eftertænksomhed, hvor der kunne hviles og samles kræfter. Ingen sportsudøver kastede sig over målstregen eller bankede hånden mod bassinkanten i troen på, at have brudt nogen verdensrekord, ingen stor pokal blev løftet som tegn på nyvunden hæder som verdens, eller bare Europas bedste.

 

Måske tog alverdens ledere kollektivt deres børn med ud og lege, måske inviterede de deres koner ud på en middag eller spillede kort og drak øl med ungdommens venner og glemte for en stund det ansvar, som de var blevet givet eller havde taget. Det kan være, at vejret på netop denne dag var af den slags, hvor man bare lader alt ligge, for at gå ud og mærke forårets lethed og for første gang høre solsortens sang blande sig med børnenes latter. Om aftenen kl.18.30, da det meste af verden lyttede til BBC World Radio, det mest troværdige organ for oplysning og information, meddelte den højtestimerede radiovært med overraskelse i stemmen: ”There are no news today.” Chefredaktører i den frie verden tog sig til hovedet, kiggede endnu engang telex-strimlerne igennem i deres søgen efter en enkelt nyhed, som kunne fylde avisforsiderne og ventede utålmodigt på en ”breaking news”, men blækket flød ikke fra de sensationshungrende journalisters kuglepenne, skrivemaskinerne tav og de spidsede blyanter blev i skrivebordsskuffen.

 

Den 11.april 1954 er de anonymes dag, det er dagen, som aldrig fik sine 15 minutters berømmelse i en tid, hvor 15 minutter højest var et kvarter. Måske skulle det være årsdagen for ingenting? En dag, hvor ingen helte, personligheder eller sager mindes, en dag hvor man ikke er tvangsindlagt til at huske noget, som ingen husker, ingen FN-dag, ingen international du-må-ikke ryge, drikke eller køre-bil-dag, ingen anti-ryge, anti-kræft, anti-hvalfanger eller anti-børnearbejde-dag, ikke nogen dag hvor vi skal huske at lege, læse eller plante et træ! Ingen dag, hvor mor, far eller kæresten skal have en gave, ingen dag, hvor vi holder fest eller blive inviteret som gæst. Der findes ingen mindesten noget sted i verden med denne dato mejslet ind, hvor en stadig mindre gruppe gamle mænd forsamles er, for at mindes gamle tider, tabte venner, forsvundne sønner og bristede drømme. Ingen statsmænd lægger kranse ned i lyset af fotografers blitzen, mens de alvorstungt kigger ned på de regnvejrssorte brosten og ingen hører deres tale, som sluttes af med et formanende: ”Aldrig mere 11.april.”

 

Ved årtusindeskiftets store gallafest stod historiens datoer i kø for at få deres opmærksomhed og anerkendelse. Den 11.april 1954 sad på bagerste række og betragtede prisuddelingerne, inviteret på det yderste mandat for at fylde salen op. Den var klassens bænkevarmer, ingen gad byde op eller drille og som ingen fortalte historier om. Hverken grim, irriterende, charmerende eller anderledes, bare så anonym og intetsigende, at ingen gad byde på en drink eller komme i samtale, uanset hvor desperate og fulde de var ved festens slutning.

 

I dag ville den 11.april ikke have en chance for at leve i ubemærkethed, den ville straks blive udråbt til international mærkedag, Paris Hilton ville være til stede ved dagens begyndelse, alle betydende rock- og popmusikere ville fejre dagen med et verdensomspændende show, som youtube.com ville bringe ud til selv den mindste landsby i Mongoliet. Helikoptere fra CNN og TV-News ville allerede aftenen før hænge over et sted i Stillehavet, for at kunne dække dagen længst muligt. Alverdens historikere, kalenderspecialister, astrologer og kendte, der havde fødselsdag den 11.april, ville blive aftvunget et statement eller et bud på, hvorfor netop denne dag var noget usædvanligt. Alverdens mennesker ville stå i kø for at købe dagen på E-Bay og på et anerkendt engelsk auktionshus ville anonyme, solbrilleklædte mænd i mørke jakkesæt via telefon diskret byde svimlende summer på netdomænet 11041954.com.

 

Jeg hylder dig, du verdens kedeligste dag og dog må jeg gøre det varsomt, med armene nede, uden sang og høje hurraråb, for du lever bedst i det stille, du er den bedst bevarede hemmelighed, en dag der ikke tåler dagens lys. Ingen kometer krydsede din bane, solen blev ikke formørket og planeterne stod i alt andet end i en lige linje, ikke engang månen fejrede dig ved tilfældigt at være fuld.

 

Sejren har altid mange fædre, nederlaget har ingen. Den 11.april 1954 er et hittebarn ingen gider eje, et stedbarn uden forældre, født i tavshed, et sted ingen husker. Den blev ikke filmet, ikke fastholdt i ord og billeder, den blev bare lagt på trappetrinnet til historiens børnehjem, en dag uden navn og dåbsattest.

 

Men alt dette kommer ikke til at ske, for den 11.april 1954 er forbi, den er død, gået i glemmebogen, gået over i de evige kalenderjagtmarker, hvor øer af brugte Mayland-kalendere og forliste Time-managere stikker op i oceaner af afrevne kalenderblade med kloge ordsprog, nyttige talemåder og vittige mundheld.

 

Æret være dit minde.

 

Bent Hansen, fortæller

 

”Pak ikke børn ind i vat og bomuld.

Pak dem ind i stærke fortællinger"

 

Astrid Lindgren

Copyright 2015 © All Rights Reserved Fabulatoriet v/ Bent Hansen, Thorsgade 34, 5000 Odense C