Fortælling på Odense Friskole

Fortælling på Odense Friskole

 

 

Vi vægter fortællingen højt på Odense Friskole, og fortælling indgår i alle de undervisningsplaner vi har udarbejdet på skolen i de forgangne tre år. At det har en så stor betydning i vores selvforståelse, er dog ikke noget, der har udgangspunkt i en aktuel pædagogisk mode eller øjeblikkelig strømning; det går langt længere tilbage. Hele vores måde at tænke friskole på bygger så at sige på det levende ord og det var det, der var så fundamentalt et brud med gængs skoletænkning for mere end 150 år siden. N.F.S. Grundtvig og Christen Kold gjorde op med latinskolen, hvor det døde ord herskede i form af terperi og udenadslære; de ønskede sig en skole, hvor der var lys og hvor børnene havde deres egen værdi og ikke bare var tomme kar der skulle fyldes op. De skulle oplyses, og metoden var det levende ord, hvor læreren fortalte om historien, myterne og kristendommen, - vel at mærke med lærerens egne ord. Når vi fortæller, er det altså i lige forlængelse af tidligere tiders friskolelærere, og det går endnu længere tilbage, for den mundtlige overlevering er sikkert lige så gammel som menneskeheden.

 

Men hvad er det, der gør en så gammel metode så slidstærk, at nutidens mediemættede børn kan rives væk fra fjernsyn og computere for at høre en god historie? Jeg tror der er flere ting:

 

Det tætte samvær med andre mennesker omkring en fortælling er forpligtende; det er ikke muligt at tænke på opvasken eller bilen der skal repareres, når man fortæller - og denne optagethed mærker børnene. De historier, der fortælles, er også slidstærke; det er gamle sagn og myter, der har overlevet århundreder, ja sågar årtusinder, og det skyldes ene og alene at de er gode og indeholder universelle problemstillinger, der også har betydning i vores hverdag. Det er billedrige historier, der ofte kan bruges som tilværelsesforståelse.

Nogle forældre fortalte mig engang følgende hændelse fra familiens hverdag: De sad ved middagsbordet, og talen faldt på en tante, der var meget syg; alle frygtede at hun skulle dø. Det er svært at forklare en lille pige dette, men datteren havde forstået det på sin egen måde: ”Vi har jo alle en forskellig livstråd, nogle har en lang, andre en kort,” sagde hun.

Pigen havde brugt fortællingen om nornerne, der spandt livstråde for menneskene, til at få orden på sin livssituation.

 

Det specielle ved fortælling er, at der er mange måder at gøre det på; nogle sidder stille ned, andre bruger fagter; det er ikke vigtigt, hvordan man gør det, men det er vigtigt, at man har sin person med i det. Her adskiller fortællingen sig måske også fra teatret, hvor fremføringen er essentiel; i fortælling er det først og fremmest historien der er betydningsfuld og den der fortæller kommer i anden række.

 

Af og til vælger vi på skolen et tema, som vi giver ekstra opmærksomhed. I skoleåret 2001-2002 var det fortælling, som blev valgt efter at vi havde tilendegjort vores sidste fagplan – i fortælling. Vi mente, at fortælling både krævede opmærksomhed og en afpudsning, så det ikke kun var forbeholdt de få, der dyrkede det meget. I samarbejde med kursussekretariatet på Den Frie Lærerskole lavede vi en kursusrække for lærerne, hvor vi fik besøg af nogle spændende mennesker med vidt forskellige tilgange til fortællingen, hvilket gav os en fælles baggrund for at diskutere dets betydning på vores skole.

 

Således inspireret blev der afholdt en fortælleemneuge, hvor eleverne var samlede i grupper á 30 elever og de hver dag kom til et nyt fortælleværksted. I oplægget til ugen havde vi lagt vægt på, at udgangspunktet for dagen skulle være en fortælling og et fortællerum, ellers var der frit slag for lærergrupperne til at bestemme indhold og form og der var mange forskellige tilgange. Det var spændende at gå på opdagelse og se, hvordan skolen og byen blev brugt, nogle børn blev ført til en nærliggende bunker, hvor de hørte om Jens Langkniv og hans fredløse liv i og omkring kalkgruberne, andre mødte Knud den Hellige i Odense Domkirkes krypt, der var ridderhistorier i Frimurernes lokaler, grønlandske fortællinger i en stor iglo i gymnastiksalen, nogle børn fulgte snoren i en labyrint på jagt efter Minotaurus og andre steder igen genlød salen af jubel, når eleverne ramte æblet på Palnatokes søns hoved. Lige så forskellige historierne var, var også måden de blev bearbejdet på. Elever agerede selv statuer inspireret af historierne til musik og oplyst af lysbilleder, drømmefangere blev lavet, der blev dramatiseret og eleverne fortalte selv for hinanden. Onsdag aften i emneugen havde vi lånt Børnekulturhuset Fyrtøjet, hvor forældre og lærere mødtes til fællessang og eventyr fortalt af Odense Fortællekreds. Det var en inspirerende aften i fantastiske omgivelser, hvor scenografen til husets nye udstilling viste rundt og fortalte om de tanker og ideer de havde gjort sig i forbindelse med opsætningen, dette gjorde en speciel aften endnu mere vellykket. Mange af lærerne oplevede gennem ugen udviklingen i at fortælle den samme historie fem dage i træk og mærkede også en følsomhed og ny opmærksomhed på andre fortællere, således var der f.eks. en lærer der pludselig lagde mærke til forskellighederne ved fortællerne fra fortællekredsen og hvorledes de hver især havde deres små virkemidler og på egen krop oplevede hvorledes eleverne reagere på hendes.

 

Odense Fortællekreds består af mennesker i alle aldre og professioner med en fælles kærlighed til den mundtlige fortælling og derfor var det naturligt at byde dem indenfor på vores skole, hvor de foruden ovennævnte aften også fortalte til en række af vores morgensange. Der var også inviteret andre udefra til at komme og fortælle på vores skolekredsmøder; Karin Flensborg viste medrivende, hvordan man kan blande fortælling med et foredrag om de syv dødssynder og Lise Marie Nedergaard viste på sin egen stille, men stærke facon at gøre historier fra det fjerne Rusland nærværende og livagtige.

 

I løbet af fortælleåret bredte interessen sig ud og derfor var det nærliggende at fortsætte i skoleåret der fulgte og det gjorde vi så:

 

Vi afholder hvert år en række skolekredsmøder, hvor formen ofte er givet: der er sang, foredrag, lidt diskussion, kaffe og kage og nogle ord fra skolelederen. Vi besluttede at lade januarmødet blive afløst af fællesmøder for 0.-3.kl, 4.-6.kl og 7.-10.kl, hvor hvert møde tog udgangspunkt i sin aldersgruppe. Hos de mindste blev der længe tænkt over mødets form og om der skulle inviteres en fagperson, der kunne fortælle lidt om aldersgruppens fortrædeligheder, men lige så hurtigt var der enighed om, at der lå nogle muligheder i den mindre gruppe forældre, der ville deltage, og derfor blev det bestemt at vi ville lave en fortælleaften med sang, fortælling og værksteder, hvor forældre og medarbejdere skulle fortælle. Vi var spændte på, hvor mange forældre der mon ville komme, for det krævede jo også, at man selv var indstillet på at være aktiv og stor var overraskelsen, da der kom over 50 tilmeldinger. Vi havde inviteret Pia Gredal fra Odense Fortællekreds til at komme og sammen med en af vores egne lærere stå for værkstederne og den tid vi forsigtigt havde afsat dertil blev overskredet meget. Forældrene var ikke til at stoppe og isen blev i den grad brudt, at snakken lød langt friere end ellers, for nu havde både forældre, pædagoger og lærere fortalt for hinanden og det er et godt udgangspunkt for samtale. Da vi havde afsluttet aftenen med sang og en fortælling at gå hjem på, var der flere forældre, der spurgte om vi ikke kunne gøre det til en tradition.

 

I oktober 2003 blev vores nye indskolingshus indviet og det nye ved huset er bl.a. at både skoledelen og SFO holder til her, det kræver mange samtaler og møder, og som et forsøg prøvede vi at lave en pædagogisk aften, hvor temaet var fortælling. Vi havde inviteret fortælleren Pia Plesner til at lave værksted sammen med os og der blev både lavet indre rejser tilbage til barndommen, givet tips om hvordan man husker en historie, talt om fortælling og sidst, men ikke mindst, så blev der grint og fortalt til den store guldmedalje.

 

Som en udløber af det foregående års fortællekursus valgte en gruppe lærere at arbejde yderligere med temaet, udgangspunktet var en studiekreds, hvor deltagerne skulle fortælle for hinanden og diskutere centrale problemstillinger, men hurtigt viste det sig, at lysten gik mere i retning af det praktiske end det teoretiske, så formen blev ændret. 13 lærere blev delt i 2 øvegrupper, hvor medlemmerne på skift fortalte for hinanden og fik tilbagemeldinger fra tilhørerne, derefter mødtes alle sammen og hørte på fortællingerne igen, og igen var der feedback. Det blev hurtigt klart, at der ikke findes en ”rigtig” fortællestil, der er ikke nogen opskrift på, hvorledes det skal gøres, man må prøve igen og igen og fortællestilene var meget forskellige, men det gjorde ikke noget, for det viste tværtimod vores forskellighed og gjorde møderne meget varierede, og spændende. For denne form, hvor kolleger stiller sig op for hinanden og fortæller, velvidende at de bliver vurderet, er meget krævende og forbundet med mange sommerfugle i maven, både før, under og efter seancen, men udbyttet var også derefter. Vi så nye sider af hinanden og hørte meget forskellige historier: eventyr, afrikanske dilemmahistorier, fortællinger af Edgar Allen Poe og Selma Lägerlof, nyere danske noveller og den personlige beretning, men på trods af alle forskellighederne var det meget berigende og eftermiddagstimerne i vintermånederne fløj af sted.

 

Når man fortæller for andre står man mere eller mindre nøgen, udstillet til skue, man kan ikke gemme sig bag et bord eller en rolle, man står der som den person man er. Det er udfordrende, især når man derefter af kolleger får tilbagemeldinger, hvilket vi lærere jo ofte er ganske gode til at give børnene, men har svært ved, når det gælder vores egen praksis. Jeg tror, at dette fortælleforløb blandt kolleger bærer nogle muligheder i sig, der vil være flere der fortæller for børn og voksne i vores hverdag, vi har fået øget følsomheden på det at fortælle og sidst, men ikke mindst, vi har øvet os i give hinanden tilbagemelding på hinandens praksis i en atmosfære af tryghed og fælles ansvar, nogen ville givet kalde det for supervision, vi kalder det bare fortælling for hinanden.

 

Dronning Margrethe viste engang kronjuvelerne under Rosenborg Slot frem og blev spurgt, hvorfor hun aldrig bar disse pragtfulde og enestående store perler, der i mange hundrede år havde ligget godt gemt i skatkammeret og hun svarede, at de havde mistet deres glans, fordi de i så lang tid ikke var blevet båret af en kvinde. Det er lidt på samme måde med fortælling, der er ingen tvivl om, at den altid har været en af perlerne i den grundtvig-koldske skatkiste, men kun ved at bruge og udvikle den og vise den frem til beskuelse bevarer den sin betydning.

 

God fornøjelse

 

Lærer og fortæller.

 

 

Copyright 2015 © All Rights Reserved Fabulatoriet v/ Bent Hansen, Thorsgade 34, 5000 Odense C