Fortælling skaber mening og sammenhæng

Fortælling skaber mening og sammenhæng

 

 

”De store fortællinger er døde”. Det kunne være et feltråb værdig, når det fra flere sider har været udråbt som et af vores tids grundvilkår, at vi ikke længere kan forenes under en samlende religion eller ideologi, der alene kan give os svar på livets store spørgsmål. Det kan måske undre, når det samtidig ved årtusindeskiftet lød, at vi nu gik ind i fortællingens tid. De to udsagn er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger, måske snarere tværtimod!

 

Vi lever i den sen-moderne tid, som henter sine særpræg i, at vi ikke har en samlende kultur med fælles værdier, at samfundet ændrer sig med rasende fart og at vi hele tiden konfronteres med komplekse krav, som ofte er modstridende, og netop fortællingen har mange vigtige funktioner i denne hastigt forandrende verden, selv om mange nok vil forbinde den med noget, der hører en anden tid til, hvor der var tid til at sidde omkring et bål og lytte til de gamle, mens de fortalte om stammen, heltene og guderne. Jeg vil i denne artikel prøve at gribe tilbage til Grundtvigs tanker om det levende ord og sætte dem i spil sammen med nogle af nutidens tænkere, og vise at fortælling også kan bruges i andre sammenhænge.

 

I dette spændingsfelt har fortælling i dag flere funktioner: Det er et symptom på et narcissistisk samfund, når den bruges til selviscenesættelsen, hvor formen, altså fremførelsen og den fortalte historie mere er et middel til at sætte ekstra fokus på fortælleren, så denne kan spejle sig i tilhørernes beundring, end det er at dele en fælles oplevelse; men det repræsenterer også et sundhedstegn, fordi der stadig er mennesker, der ikke kun lader sig dupere af flot indpakning og tomme hensigtserklæringer. Der er stadig et behov, måske endda større end nogensinde, for at sætte fokus på de store eksistentialistiske tilværelsesspørgsmål om liv, død, kærlighed, godt og ondt, fordi vi ikke længere får dem serveret i en færdigpakket ideologi, der har svarene på alle spørgsmål. Dogmereglerne for film, der blev lanceret af Thomas Vinterberg, Lars von Trier, Søren Krag-Jacobsen og Kristian Levring skal også ses i dette lys, de var et udtryk for en tilbagevenden til fortællingen, nøgen og usminket, kun iklædt skuespillernes evne til at formidle historien til kameraet.

 

Grundtvig og det levende ord

N.F.S.Grundtvig opfattede mennesket som et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, hvor støvet er et billede på menneskets forbindelse med den forgængelige verden og ånden henviser til, at mennesket er mere end et begavet dyr. Hvert menneske er enestående i sig selv, men samtidig er det også født ind i en bestemt historisk og kulturel sammenhæng. Det er ånden, der forbinder danskerne og udtrykker den fælles historie, sprog, traditioner og kultur, og det er sproget, der forbinder den åndelige og materielle verden. Grundtvig anerkendte oplysningstidens fokusering på menneskets frisætning og myndiggørelse som vigtig, men betonede også at det var født ind i en bestemt historisk og folkelig sammenhæng. Han tog afstand fra den rationalistiske menneskeopfattelse, at alt kan forklares, og tillagde følelserne er afgørende rolle for erkendelsen og for udviklingen af menneskelighed. Det kan f.eks. være svært, hvis ikke umuligt, ved hjælp af fornuft at beskrive begreber som mod eller kærlighed, men gennem en fortælling er det muligt, fordi der tales til fantasien og følelsen, som for Grundtvig er erkendelsesgrundlaget for fornuften.

 

Grundtvig var af den opfattelse, at hvert menneske hele tiden opbygger en forståelseshorisont, og at sproget har en særlig betydning, dels fordi det er i kraft af sproget, at vi skaber sammenhæng i vore erfaringer og gennem sproget overtager erfaringer, andre har gjort og derfor kommer til at dele forventninger med dem. Der kan også ligge erfaringer gemt i de fortællinger, der fra gammel tid har været fortalt, de kan ligge som små frø, der bare venter på de rette betingelser, før de kan spire.

Et af de centrale begreber i Grundtvigs tanker er det historisk-poetiske, ”poesien er beretningen om folkets drømme og historien er beretningen om, hvordan det gik med at føre drømmene ud i verden”. Det historiske og poetiske kan ikke adskilles, de er to sider af samme sag. Historien kan ikke føles eller ses, men den rummer en kraft og liv, der forplantes fra generation til generation gennem levende ord.

 

”Det poetiske sprog”

Det ”poetiske” sprog tog den franske sociolog Paul Ricouer senere op, da han forsøgte at finde et tredje sprog, som modvægt til hverdagssproget, der hele tiden forsøger at reducere de mange betydninger sproget kan have, så vi kan kommunikere med hinanden i hverdagen og det videnskabelige sprog, der prøver at gøre sig fri af omgivelserne og som forsøger at skære alle unødvendigheder væk, så sproget bliver så præcist og eksakt som muligt. I modsætning til disse står det poetiske sprog, der åbner verden og viser dets mangfoldigheder og modsætninger. Et eksempel på denne mangfoldighed kan være en metafor, i en sammenhæng kan et sprogbillede have en betydning, men i forbindelse med andre ord kan får det et andet udtryk. I sit arbejde med det poetiske sprog, har Ricouer fundet stor inspiration i fortællingen, både fordi det benytter sproget til at åbne op for de mangfoldigheder og muligheder fortalte historier benytter sig af, men også fordi fortællingen indeholder en tosidet dimension, den sætter fortælleren og tilhørerne ind i en sammenhæng gennem selvdannelsen, samtidig med at den også skaber mening.

 

”Barnet i centrum”

Da ungdomsoprøret blæste over den vestlige verden i sit opgør mod autoriteter og professorvælde skabte det også grundlaget for vores nuværende hverdagskultur, der vel at mærke ikke kun gælder nutidens unge, men både børn og voksne. Det er en hverdagskultur, der er gennemsyret af det moderne, hvor det uformelle i tøjstil, udseende og omgangsform er blevet normalt, samtidig ser man ikke længere alt i forhold til religionen, familien eller fædrelandet, nu sættes alt i forhold til den enkelte. Vore børn og unge skal ikke længere kæmpe for at komme i centrum, det er de allerede: de er centrum i familien, mange børnehaver laver selvforvaltning, hvor børnenes selv vælger, hvad de vil lave og hvornår de vil spise og i folkeskolen er det progressivt, når eleven er i centrum og selv bestemmer sit læringsindhold. At sætte barnet i centrum hele tiden, indebærer den risiko, at det får dobbelt så meget af det, det har i forvejen – sig selv, og for at modvirke denne selvcentrering, der ikke gør børnenes verden større, spiller fortælling en afgørende rolle, fordi den både kan vise hvor stor verden er og giver dem mulighed for at se verden og sig selv, fra andre positioner. Det er også en vigtig evne i vores centrumløse samfund, at man hele tiden kan se en sag fra flere sider, der findes jo ikke kun en sandhed. Samtidig er det også vigtigt, at vore børn og unge føler de er en del af en sammenhæng, at de ikke marginaliseres, fordi fortællingen både kan skabe mening, samt give identifikation og tilhørsforhold.

 

”Fortælling og børn”

Fortællingen giver et poetisk og billedrigt bud på en forklaring, der kan bruges som modvægt og supplement til den mere videnskabelige og objektive forklaring vi f.eks. møder i den naturvidenskabelige verden og måske vigtigst af alt, så lever fortællingen kun i et fællesskab, som måske er det bedste værn mod ensomhed og rodløshed, og den giver os en tiltrængt pause fra den galoperende mediestrøm og zapperiets hæsblæsende bevidstløshed, et åndehul med et andet menneske, hvor der er plads til pauser. Når vi bruger fortælling i skolen, er det fordi børnene skal opleve, at ikke alt kan vejes, måles eller sættes på en formel og at verden ikke er skabt med dem, men at de er en del af en udvikling præget af generationer.

 

Men kan og skal alt fortælles? Der er selvfølgelig forskel på de historier der fortælles, når madpakkerne spises og så dem, der har været med til at definere os kulturelt og historisk. Alt til sin tid, og selvfølgelig er nogen historier der er vigtigere end andre, og dem skal børnene høre. Det er fra den nordiske og græske mytologi, fra bibelen og fra eventyrernes forunderlige verden, for det er historier der gennem århundreder, ja endog årtusinder har bevist deres værd ved at fortælle om livets grundvilkår, om hvordan mennesker i tidernes løb har forestillet sig verdens tilblivelse, deres forhold til hinanden og til guderne, samt til livet og døden og har herved givet ord og begreber indhold og betydning. Det er svært at forklare hvad en fødsel eller Sisyfosarbejde er, men fortæl historierne og det bliver klart. Der er ikke tale om passiv lytning, hvor børnene bare modtager, de forsøger ikke at skjule deres nysgerrighed og spørger, når noget undrer dem. De har behov for sammenhæng og den finder de i myterne, som langsomt åbner sig for dem og efterhånden færdes de hjemmevant i den og opdager ofte til deres undren, at der f.eks. både i den nordiske og græske mytologi findes tre skæbnegudinder, der bestemmer over menneskernes liv ved at spinde livstråde i forskellig tykkelse og længde.

 

Forudsætningen for en vellykket fortælling har ikke ændret sig, siden de første historier blev fortalt omkring det blussende bål i en hule, der er historien, tilhørerne og fortælleren, alle tre dele er vigtige. Med tankerne på vor tids børn og unge, der hele tiden skal orientere sig, alt efter hvilken sammenhæng de befinder sig i, er det vigtigt at de både møder andre holdninger end deres egne og voksne, der udfordrer dem og tør stå ved sig selv. En fortæller kan ikke gemme sig bag en autoritet eller en andens mening, hun er nødt til at forholde sig til det talte, uanset om det drejer sig om de nordiske guders snyd og bedrag eller om eksistensen af Gud, for loyalitet er en af grundbetingelserne for en vellykket fortælling. Vi er nødt til at forholde os til det fortalte og være tro mod det, og denne stillingtagen er en af de udfordringer vore børn og unge har brug for.

 

Fortælling og skolens kultur

Der er ingen tvivl om, at enhver skole har sin egen særlige kultur, der kan vise sig på mange forskellige måder. Den kan være positiv, fordi den indeholder værdier og dermed gør det lettere at navigere i for nye lærere og elever, man mærker ånden og ved næsten hvordan man skal gøre, uden at nogen har sagt det. Den kan også være negativ, fordi den kan konservere og fastlåse, så det nærmest er umuligt at skabe forandring eller udvikling. Kulturen indeholder både udviklingspotentiale og dets modsætning, men hvordan er kulturen på skolen? I skoleåret 2004-2005 valgte vi på Odense Friskole at beskæftige os med vores kultur og til afdækning af denne, brugte vi historiefortælling. Over flere aftener fortalte vi vore skolehistorier for hinanden, vi blev f.eks. delt op i generationsgrupper, hvor hver gruppe bestod af en gruppe ansatte, der var startet på skolen i den samme periode. Vi skulle fortælle om vores oplevelse af demokratiet på skolen på det tidspunkt vi begyndte, og så finde ud af, hvori vores bidrag til en udvikling af skolens demokrati bestod. Derefter fortalte hver generation deres historie for resten af medarbejdergruppen og det var spændende, at hver gruppe følte de havde bidraget til en mere demokratisk udvikling, samtidig med, at f.eks. de unge lærere pludselig så, at deres ældre kolleger også havde kæmpet nogle voldsomme kampe og bidraget til den skole, vi alle i dag er en del af. Der var ingen tvivl om, at alle den aften følte sig som del af et større fællesskab med en fælles historie. Fortællingen viste sin dobbeltsidede virkning den aften, den kan både give identifikation og tilhørsforhold, samtidig med at den viser hvor f.eks. kulturen er med til eller forhindrer mening i at udvikle sig.

 

Mads Hermansen, der har arbejdet med historiefortælling til afdækning af organisationskulturer, siger det således , ”Historiefortællingen indeholder således kolossale ressourcer af kraft til konserverende at legitimere det man gør, har gjort og vil fortsætte med at gøre, men historiefortællingen har også lige så stor kraft til at forandre det, man gør, og forståelsen af det, man har gjort, samt ændre på det, man vil gøre."

 

Fortælling uden for skolens mure

Men at fortælling også kan skabe mening og sammenhæng uden for skolernes verden, er skabelsen af fortællekredse landet rundt et godt eksempel på: I 1996 udmøntede et aftenskolekursus i fortælling sig i dannelsen af Odense Fortællekreds, der med 90 medlemmer, hvoraf de 30 er aktive fortællere, er et af landets største. Foreningens formål går i al sin enkelhed ud på, at skabe de bedst mulige betingelser, så mennesker kan mødes omkring fortællingen. Det sker gennem mange forskellige aktiviteter som byvandringer til Odenses mange H.C.Andersen-statuer, hvor eventyrene fortælles, uhyggelige historier på byens Natfestival, samarbejde med biblioteker omkring specielle temaer som f.eks. Harry Potter, etablering af øvecirkler for nye og uprøvede fortællere eller til det faste efterårsprogram, hvor både egne og indbudte fortællere viser fortællingens mange forskellige udtryksmuligheder. Der findes ikke nogen kanon, der foreskriver hvilke historier der skal fortælles, det er ikke vigtigt, om historierne hentes fra barndommen, fra hjemlandets folklore eller om de har en vis litterær kvalitet, det vigtigste er, at de rører fortælleren og at hun bruger sin egen person til at videreformidle dem.. Vi har alle et fortælle-sprog, som er forskelligt fra vores hverdagssprog, og det udvikles på samme måde, som vi lærer et fremmedsprog. Vi har fra barnsben et passivt ordforråd, som opbygges ved, at vi som børn får læst historier eller lytter til fortællinger, men det er et passivt sprog, som først udvikler sig, når det bruges. Derfor kan man heller ikke lære at fortælle ved at læse sig til det, eller ved blot at se andre gøre det, det er et håndværk, som kun læres ved at gøre det. Det er tanken bag etableringen af øve-cirklerne, hvor nye medlemmer i trygge omgivelser mødes med en ”gammel” fortæller en gang om måneden, finder deres egen måde at formidle historierne på og alle så fortæller for hinanden og dermed gør springet ud foran et publikum lettere.

 

Selvom fortællekredsene bygger på et folkeligt initiativ, har de ikke fundet inspiration hos de grundtvig-koldske skoler, men hos den amerikanske storyteller-tradition, der havde sit udgangspunkt hos de mange indvandrere, der holdt liv i historierne fra deres hjemlande ved at bruge det eneste medie, de havde adgang til, den mundtlige overlevering. Netop dette udgangspunkt har Odense Fortællekreds brugt til at etablere et samarbejde med nogle af de mange indvandrere der findes i byen. På Blomsterfestivalen i 2004 fortalte indvandrere historier fra deres hjemlande på deres modersmål, der blev fortalt på persisk, tyrkisk, kurdisk og vietnamesisk, og det var spændende at opleve deres rige fortællekultur, men også at være vidne til, hvad der sker, når man fortæller en historie på sit modersmål og på et fremmed sprog. Der er ingen tvivl, at der ligger megen identitet i vore historier, et folk uden fortællinger har ingen fremtid, og det var netop denne tanke der lå bag samarbejdet med indvandrerne.

 

 

1. Mads Hermansen; den fortællende skole, bog 1, forlaget Klim, 2001, s.191

 

Copyright 2015 © All Rights Reserved Fabulatoriet v/ Bent Hansen, Thorsgade 34, 5000 Odense C