Grundtvig og de moderne unge

Kronik: Grundtvig og de moderne unge

 

Det kan synes, at vi går over åen efter vand, når vi tager til udlandet for at lede efter inspiration til at håndtere de pædagogiske udfordringer der ligger i vores tid, i stedet for at kigge inden for vores egen verden. Da den danske pædagogik havde brug for kunstig åndedræt, blev der kigget mod Håbo i Sverige og hos den amerikanske hjerneforsker Howard Gardner, mens N.F.S.Grundtvig synes at være havnet på historiens aftægt, mere som udtjent symbol end til inspiration og det er ærgerligt, for han har i allerhøjeste grad stadig aktualitet.

 

Pædagogikkens krise

Da Poul Schlüter for år tilbage bekendtgjorde at ”ideologier er noget bras” var det måske et udtryk for hans opfattelse af politik som det muliges kunst, måske var det et tidstypisk tegn efter en periode med for megen ideologi eller måske foregreb den tidligere statsminister i virkeligheden det slogan, der blev annonceret ved årtusindeskiftet, at de store fortællinger nu var døde og at der ikke længere fandtes een stor fortælling med gyldighed for os alle. Det ideologiske tomrum gjorde sig også bemærket indenfor den danske pædagogiske verden, der var så at sige frit valg på alle hylder og debatten blev oversvømmet med alle de krav, den nuværende pædagogik ikke syntes at kunne løse, samt behørig dokumentation fra internationale undersøgelser, der tog temperaturen på det danske skolevæsen og sammenlignede det med andre landes, hvilket ikke faldt godt ud for det, vi længe havde opfattet som verdens bedste skole. Den pædagogiske verden forsøgte at svare med ansvar-for-egen-læring, undervisningsdifferentiering, selvforvaltning, fleksible skoler og læringsstile, alt sammen tiltag der tager udgangspunkt i individualismen. Men hvordan står det egentlig til med det galoperende samfund, de mobile unge, Grundtvig og udfordringerne til tidens pædagoger?

 

Pædagogikkens vilkår

Børneskolen har altid stået i dilemmaet, at skulle lave skole for fremtiden med afsæt i nutiden og derfor har det altid indeholdt en god portion usikkerhed, og desto større har bagklogskaben været, når fortidens synder i skolen skulle beskrives. Det er en svær opgave, især når samfundet ikke er statisk og der ikke længere er en entydig samfundsorden med tilhørende værdigrundlag, hvor skolen kan hente sin begrundelse. Vores samfund er i dag kendetegnet ved, at flere og flere opgaver, der tidligere hørte til familien, såsom børnepasning, ældrepleje, sygdomsbehandling mm. er blevet overtaget af samfundet, og samtidig er alt til diskussion. Den gradvise opløsning af den traditionelle verden medfører også at værdier, normer og traditioner sættes til diskussion, intet er sikkert mere. Udfordringen for hvert menneske ligger i, at kunne navigere i dette kaos, hvor man hele tiden skal foretage valg, velvidende at hvert valg udelukker et andet og samtidig skal man manøvrere i mange forskellige slags sammenhæng med mange forskellige slags mennesker.

 

Det store samtaleemne blandt politikere og skolefolk er selvfølgelig, hvordan tidens rasende udvikling bedst tilgodeses i skolen og det har ikke skortet på løsningsmodeller. Nogle har ment, at skolen blot skulle besinde sig på sine gamle dyder og kræve mere disciplin og faglighed, og andre har igen med udgangspunkt i erhvervslivet slået til lyd for, at formen med klasseundervisning har overlevet sig selv og derfor bør afløses af fleksibel holddannelse, hvor projektarbejdsformen er den centrale arbejdsmåde, læreren er konsulenten, indholdet er elevvalgt og formålet ikke er at lære et bestemt stof eller pensum, men at lære at lære, fordi fremtiden stiller krav til evnen at tilegne sig ny viden.

 

De moderne unge

Den tyske sociolog Thomas Ziehe gennemfører en deling af vores tid og beskriver to bølger, som har kendetegnet udviklingen inden for den pædagogiske verden de sidste 50 år. Den første bølge er kendetegnet ved at sætte barnet i centrum, give de unge medindflydelse, vægte det personlige frem for det faglige, at motivere de unge ud fra deres lyst og få dem til at indse det fornuftige i, at de skal tage medansvar for deres læring. Disse kriterier er alle vokset ud af ungdomsoprørets opgør med den sorte skole, i dag er problemstillingen bare en anden, fordi børnene/de unge tilhører den anden bølge, som henter sine særpræg i, at de fra begyndelsen har været sat i centrum af deres forældre og senere skolen, og at det uformelle i tøjstil, udseende og samvær er blevet normalt, nu går lærere og forældre i det samme tøj som de unge og hører oven i købet den samme musik. Ifølge Thomas Ziehe er de unges reaktionsmønster i skolen præget af manglende nysgerrighed, at de har svært ved at acceptere processer, hvor resultatet ikke er kendt på forhånd og at personlig relevans er et afgørende kriterium for vurdering af ny viden. Kampen mod den autoritære skole er vundet for lang tid siden, man har bare ikke opdaget det, skolen er moderniseret og en yderligere fokusering på de unges hverdagsliv, vil blot give dem dobbelt så meget af det de har i forvejen. Et vigtigt redskab til at bringe opmærksomheden væk fra elevcentreringen er ifølge Thomas Ziehe, at tage udgangspunkt et andet sted end hos eleverne, derved lærer de forskellene mellem deres og andres verden. Skolens opgave er at agere modkultur og vise den ”gode anderledeshed” og i den forbindelse kan bl.a. ritualer og symboler være af betydning, fordi de markerer forskellen mellem skolen og hverdagskulturen. Dette har f.eks. friskolerne længe været gode til, når de holder morgensang, når de synger ved møderne eller har fortælling.

 

Grundtvig og de moderne unge

I denne egenskab af modkultur kan Grundtvigs tanker give skolen fornyet kraft. Han opfattede hvert enkelt menneske som unikt og anerkendte, at det var den enkeltes opgave at finde meningen med livet, det kunne en lærer ikke fortælle dem, men han var også af den overbevisning, at man ikke kan skabe sig selv, vi er født ind i et historisk og kulturelt fællesskab og det er i mødet med tidligere generationers erfaringer og tanker at vi udfordres. Når udgangspunktet for undervisningen flyttes væk fra de unge og deres egen verden, føres de hen til steder de aldrig selv ville komme, derved udvides deres horisont. Fordi der ikke findes en endegyldig sandhed og alt er til diskussion, er det nødvendigt at vi kan se en sag fra flere sider, det lærer vi kun ved at møde andre holdninger og livstilgange end vore egne, dette modspil kan en konsulent ikke give, det kræver en lærer, der har holdninger og har modet til at turde stå ved dem. Eleverne skal opleve at komme i sociale sammenhænge, de ikke nødvendigvis selv ville vælge, f.eks. i klasserummet, for her lærer de nogle af de demokratiske spilleregler, som er hele grundlaget for vores folkestyre. Demokrati skaber ikke fællesskab, demokrati forudsætter fællesskab, men det har trange kår i en skole, der baserer sit værdigrundlag på den enkeltes lyst. Grundtvig betonede vigtigheden af at opleve fællesskabet som forpligtende, at alle mærker, de er vigtige og oplever forskellen på tolerance, hvor alt er lige godt og så frisindet, hvor man kritisk forholder sig til andres holdninger, men kæmper for deres ret til at have dem.

 

Det er tankevækkende, at nytænkning i dagens skoledebat kun forholder sig til formen og næsten ikke til indholdet. Kun når det drejer sig om hvilke bøger, børnene skal læse i deres skoletid, kommer indholdet, om end det kun er en meget lille del, til debat. Måske skyldes det, at en diskussion om indhold også afstedkommer valg, man bliver nødt til at vælge noget fra og det er svært i en skole, der vil tilgodese alle ønsker, krav og behov. Skolen er nødt til at vælge hvad der er væsentligt og uvæsentligt, hvis man kun tager udgangspunkt i barnets verden, oplever det ikke, hvor stor verden egentlig er eller at der har eksisteret noget før dem. Når Grundtvig var af den opfattelse, at børnene skulle møde historien og myterne, var det ikke for at give dem paratviden eller målbar udbytte i form af viden der kunne reproduceres til eksamen, så var det fordi han var af den opfattelse, at der i disse fortællinger befandt sig erfaringer, bevidste eller ubevidste, der som frø kunne lejre sig i det enkelte menneske og på det et eller andet tidspunkt springe ud. Grundtvig tog afstand fra den rationalistiske menneskeopfattelse, at alt kan forklares, og tillagde følelserne og fantasien en afgørende rolle for erkendelsen og for udviklingen af menneskets menneskelighed.

 

Copyright 2015 © All Rights Reserved Fabulatoriet v/ Bent Hansen, Thorsgade 34, 5000 Odense C