Kidseum - et museum i børnehøjde

Kronik: Fortæl en historie

 

 

Det er de magiske ord, der oftere og oftere lyder rundt omkring i Danmark og det er forståeligt, for fortælling som medie er unik: Det kræver ingen remedier, du kan fortælle hvor som helst, til store og til små, den skaber de flotteste og mest varierede billeder og det er en fantastisk måde at være sammen på. Fortællingen har fået en fortjent renæssance og hvad der måske overrasker mange, vi har en lang fortælletradition i Danmark.

 

Karen Blixen blev engang bedt om at komme til Amerika for at holde foredrag eller læse op af sine værker, men ønskede ingen af delene og gav følgende begrundelse herfor: ”Jeg tilhører, jeg er måske en af de sidste, af en ældgammel, ørkesløs vild unyttig stamme, som gennem mange tusinde år og i alle lande og verdensdele af og til har sat sig ned imellem de hårdtarbejdende, hæderlige folk i det virkelige liv og så undertiden har haft held til for dem at skabe en slags anden virkelighed, som på en eller anden måde har tiltalt dem. Jeg er en storyteller, en fortællerske.”

 

Karen Blixen ville ganske givet have smilet ved de mange programerklæringer der lød op til årtusindeskiftet om, at vi nu gik ind i fortællingens århundrede og sandt er det, at interessen for fortællingen blomstrer i fuldt flor. Reklamebureauerne reklamerer ikke længere for varer, nu fortæller de produktets historie; moderne ledere skal fortælle for deres ansatte og mange steder samles mennesker på biblioteker, cafeer og i parker og lytter til eventyr, sagn og historier fortalt af fortællere.

 

En stor inspiration til fortællingens opblomstring kommer fra den amerikanske storytellertradition, som har rødder helt tilbage til immigrationstiden, hvor indvandrerne holdt liv i historierne fra deres hjemlande ved at bruge det eneste medie, de havde adgang til, den mundtlige overlevering, men i Danmark har vi også stærk fortælletradition, der lige har fejret sin 150 års fødselsdag.

 

I maj 1852 åbnede Christen Kold dørene til den første friskole i Dalby på Fyn og fra starten af, var hans stærkeste redskab fortællingen og det var det, der var så fundamentalt et brud med gængs skoletænkning dengang, N.F.S. Grundtvig og Christen Kold gjorde op med latinskolen, hvor det døde ord herskede i form af gold udenadslære. Når matematik og de klassiske sprog var så velanskrevet i datidens offentlige skole, var det ikke fordi børnene skulle bruge det i deres hverdag, men ene og alene, fordi man mente at fagene var redskaber til at skabe en ordnet tankegang hos de fremtidige borgere. Originalitet, følelse og selvstændighed var negative begreber og derfor lærte børnene ikke at tale sprog, men terpede grammatik, de lærte ikke at tænke over godt og ondt, de kunne den lille katekismus udenad, de skulle ikke lære at tænke selvstændigt, men underkaste sig autoriteten og midlerne var terperi, kontrol, udenadslære og straf.

 

Grundtvig og Kold ønskede sig en skole, hvor der var lys og hvor børnene havde deres egen værdi og ikke bare var tomme kar der skulle fyldes op. De skulle oplives og oplyses og metoden var det levende ord, hvor læreren fortalte om historien, myterne og kristendommen, - vel at mærke med sine egne ord. Gennem fortællingerne skulle børnene opleve, at ikke alt kan vejes, måles eller sættes på en formel og at verden ikke er skabt med dem, men at de er en del af en udvikling præget af generationer.

På friskolerne fortælles der også i dag fra den nordiske og græske mytologi, fra bibelen og fra eventyrernes forunderlige verden, for det er historier der gennem århundreder, ja endog årtusinder har bevist deres værd ved at fortælle om livets grundvilkår, om hvordan mennesker i tidernes løb har forestillet sig verdens tilblivelse, deres forhold til hinanden og til guderne, samt til livet og døden og har herved givet ord og begreber indhold og betydning. Det er svært at forklare hvad tapperhed eller hvad Sisyfosarbejde er, men fortæl historierne og det bliver klart. Der er ikke tale om passiv lytning, hvor børnene bare modtager, de forsøger ikke at skjule deres nysgerrighed og spørger, når noget undrer dem. De har behov for sammenhæng og den finder de i myterne, som langsomt åbner sig for dem og efterhånden færdes de hjemmevant i den og opdager ofte til deres undren, at der f.eks. både i den nordiske og græske mytologi findes tre skæbnegudinder, der bestemmer over menneskernes liv ved at spinde livstråde i forskellig tykkelse og længde.

 

Nogle forældre fortalte mig engang følgende hændelse fra familiens hverdag: De sad ved middagsbordet, og talen faldt på en tante, der var meget syg; alle frygtede at hun skulle dø. Det er svært at forklare en lille pige dette, men datteren havde forstået det på sin egen måde: ”Vi har jo alle en forskellig livstråd, nogle har en lang, andre en kort.” Pigen havde brugt fortællingen om nornerne, der spandt livstråde for menneskene, til at få orden på sin livssituation.

 

Men hvad er det der gør, at også nutidens medievante og kræsne zappergeneration stadig kan vristes væk fra fjernsynet eller computeren for at høre en god historie? Jeg tror der er flere ting:

Forudsætningerne for en fortælling har ikke ændret sig siden den første historie blev fortalt omkring det blussende bål i en hule: der er tilhøreren, fortælleren og en god historie, hverken mere eller mindre. Det er en forpligtende opgave at være fælles om, for det er ikke muligt at tænke på de daglige gøremål, når man fortæller, det kræver hele ens opmærksomhed og det mærker tilhøreren. Her er et menneske der stiller sig op blottet for hjælpemidler og uden sikkerhedsnet, fuldt optaget af, med egne ord at fortælle en personlig version af en historie - og det mærkes.

 

At fortælle for børn er inspirerende og krævende, der er kontant afregning og deres nysgerrighed venter ikke, til gengæld accepterer de også uden omsvøb historiernes præmisser, de stiller ikke spørgsmålstegn ved, at Thors hammer altid kommer tilbage eller at Odysseus mødte en Kyklop. Denne tillid kan være overvældende og lidt frygtindgydende, for børnenes tro på det talte ord overgår langt det skrevne og heri ligger der en etisk fordring til fortælleren, for børnene må ikke tvivle på den voksnes ærlighed, hvis tilliden mellem den voksne og barnet ikke er der, kan man heller ikke opbygge et fællesskab om resten af undervisningen og samværet. Det kræver, at læreren har gjort sig klart, hvad hun fortæller og at børnene ikke efterlades uden håb, når de går fra fortællingen.

 

Det er ikke så vigtigt, hvordan man fortæller, men det er vigtigt, at man har sin person med i det. Det betyder også, at man er nødt til at forholde sig til det der fortælles, f.eks. når det er historier fra bibelen vil børnene ikke undre sig over at gud i historien skiller vandene ved det Røde hav, så israelitterne kan undslippe Faraoen, de vil til gengæld spørge til, hvad gud egentlig er og hvilket forhold fortælleren har dertil.

Heri adskiller fortælling sig efter min mening fra teateret, det er ikke indstuderet eller lært udenad, der er ikke tale om forstillelse, fortælleren spiller ikke en fortæller, han er sin egen person og bidrager med egne billeder og holdninger.

 

Fortælling som medie i skolen er stadig unik, det skaber de flotteste og mest varierede billeder hos tilhørerne, er en god måde at være sammen på og måske ville det være en mere modig, dristig og fremtidsorienteret satsning, hvis vores undervisningsminister satte sig det mål, for en brøkdel af IT-investeringerne, at give børnene så gode muligheder som overhovedet muligt for at få fortalt historier – for et folk uden fortællinger har ingen fremtid.

 

Og måske sidder Karen Blixen et sted og smiler, glad fordi hun alligevel ikke var en af de sidste af en for længst uddød unyttig stamme.

 

Bent Hansen

Lærer og fortæller.

 

 

Copyright 2015 © All Rights Reserved Fabulatoriet v/ Bent Hansen, Thorsgade 34, 5000 Odense C