Skolen er den grund, samfundet bygges på

Skolen er den grund, samfundet bygges på

 

 

Hvad er egentligt dansk? Vores kongehus kommer fra Tyskland, lige som universiteterne, retssystemet og den gær, vi bruger til at brygge vores øl også gør. Der findes ikke mange ting, som vi kan sige er danske i deres oprindelse. Jo, vi har været gode til at gøre ting danske, det er vel det, design handler om, at forfine noget, der allerede er opfundet af andre. Det eneste jeg kan komme i tanke om, er den danske skole! I 1814 fik Danmark verdens første skolelov, og det særlige bestod i, at den endnu ikke har fundet sit lige andre steder i verden. Den blev lavet af fremsynede mennesker, der ikke lod sig nøje med, at den offentlige skole kun skulle lære børnene ABC og regning, men så fagene som mere end et mål i sig selv, de skulle være midler til at skabe aktive borgere. Denne tænkning er gået igen i alle de senere skolelove, der har dannet grundlag for Folkeskolen, børnene skulle ikke kun blive til noget, de skulle blive til nogen. Det er disse idealer, der har dannet grobund for et af verdens stærkeste demokratier. Skulle vi betegne denne bedrift med et sportsudtryk, så ville det være ”verdensklasse”, for det kræver mod og visioner, hvis man vil gennemføre noget unikt. Det er dog ikke lige den opfattelse nutidens politikere deler, for i de internationale sammenligninger, som den danske skole har deltaget i, har det været svært at få øje på verdensklassen og derfor får Danmark snart en folkeskolelov, der gør op med knap 200 års skolepolitik – nu bliver det skolens fornemste opgave, at uddanne børnene til noget, frem for nogen. Succeskriteriet skal være, flere unge igennem uddannelsessystemet på den kortest mulige tid. Det er tankevækkende, at vores land i andre sammenligninger scorer topplaceringer, når det gælder tryghed, sikkerhed, demokratisk overskud eller mangel på korruption. Det kunne jo også være, at man simpelthen foretager de forkerte målinger, at målinger på danske elevers staveevner ikke siger så meget om deres evner til at være aktive borgere i et demokrati, eller om deres lyst til fortsat at uddanne og udvikle sig. Vores regering vil have, at vi skal være verdens bedste i stort set alt. Ambitioner er gode, men ville en Pelé, H.C.Andersen eller Mozart være blevet verdensklasse, hvis de blot gjorde det, alle andre gjorde, hvis deres eneste målestok var nytte og fornuft. Måske skulle vore politikere bare huske de ord, forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sagde, da Danmark indenfor en måned både sagde nej til EU-traktaten og vandt europamesterskabet i fodbold: ”If you can´t join them, beat them!”

 

Kundskaberne skal ifølge regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, i centrum, men hvad er kundskab eller faglighed egentlig? Ofte forveksles det med paratviden, som er god at have og let at måle, men alligevel ikke tilstrækkelig alene. Her kommer bibelen faktisk med en håndsrækning: Da Gud havde skabt hele verden, dyrene og menneske, sagde han til Adam og Eva, at de måtte spise af alle træerne, bare ikke Livets træ og Kundskabens træ. ”Hvis I spiser af kundskabens træ, kan I kende forskel på godt og ondt.”

Vore politikere ønsker også, at skolen skal individualiseres, hver elev får personlige planer i alle fag. Men kan en skole, der baserer hele sit arbejde på målbar lærdom og udpræget individualisering, lære børnene at kende forskel på godt og ondt?

 

Efter 2.verdenskrig stillede to tyske filosoffer, Adorno og Horkheimer, sig spørgsmålet, hvordan det kunne være, at et land som Tyskland, der havde fostret flere filosoffer, komponister, forfattere og kunstnere, end noget andet land, alligevel kunne hensynke i et enestående barbari, hvor menneskeliv med den største selvfølgelighed og effektivitet blev skaffet af vejen. De valgte at undersøge uddannelsessystemet og fandt en skole, der var udpræget rationalistisk og baserede sig på fornuft, målelighed og nytte. Følelser og tanker er ikke særligt rationelle, fornuftige eller målbare, og blev derfor anset for uvedkommende. Skolen anså det for sin fornemste opgave at lære eleverne et nøje fastlagt pensum, de blev opfattet som tomme kar, der skulle fyldes op, og det blev sikret gennem prøver, eksamen, jernhård disciplin og truslen om, at skulle gå om. Rationalismen tager ikke stilling til godt eller ondt, den forholder sig til, hvad der er fornuftigt og nyttigt, og derved bliver det rationelle let irrationelt: F.eks. skal eleverne i folkeskolens afgangsklasser op til en skriftlig tyskprøve, det er nok de færreste, der skal skrive tysk, men det er billigere at gennemføre en skriftlig prøve. Eller landbruget, der arbejder meget intensivt med kunstgødning og pesticider, hvilket giver et højt udbytte, men truer vores grundvand og naturen. Eller regeringer, der bryder demokratiske rettigheder for at beskytte demokratiet. Alt gøres det ud fra fornuftige betragtninger, men følgerne er alt andet end fornuftige.

 

Vi lever i den sen-moderne tid, der henter sine særpræg i, at vi ikke længere har et fælles værdisystem og at individualiseringen er stærk. Hvert menneske skal orientere sig i dette kaos i bevægelse og hele tiden agere i forhold til de sociale sammenhænge man er i, hvilket besværliggøres af, at hvert sted har sine regler, normer og værdier. Folkeskolen er et af de sidste steder, endnu, hvor børn og unge skal arbejde og leve sammen med andre, de ikke nødvendigvis selv har valgt. Det er her, at en stor del af grundlaget for vores folkestyre læres på første hånd gennem samtaler, diskussioner og konfliktløsning, og det er ikke nogen selvfølge. Når vores demokratiske kultur trods alt er så stærk, så skyldes det netop Grundtvigs opgør med de rationalistiske skoletanker for snart 180 år siden. Datidens offentlige skole lagde kun vægt på prøver og målbar lærdom, men Grundtvig indså allerede dengang, at nok så megen viden og lærdom ikke skaber demokratiske mennesker, hvilket det heller ikke gør i dag. Han var af den opfattelse, at skolen selvfølgelig skulle give børnene en god faglig undervisning, men det måtte ikke være målet i sig selv, det skulle være redskabet til den livsoplysning, der skulle gøre hvert enkelt menneske til et selvstændigt tænkende individ, og det bliver man kun i et forpligtende fællesskab med andre mennesker, men dette sidste fællesskab er ved at blive opløst og derved er vejen åbnet til et samfund med psykopatiske træk.

 

Nogen vil måske påstå, at det er lidt af en påstand, at en moderne ledet skole baseret på rationalistiske værdier som målbarhed og gennemsigtighed, kombineret med målsætninger for den enkelte elev, skulle udvikle psykopater, men tanken er faktisk ikke så fjern.

 

Psykopater er kendetegnet ved en udpræget selvcentrering, de tåler dårligt kritik eller modstand, rutine og monotoni virker provokerende, de følger pludselige indfald uden at tænke på konsekvenserne og giver udtryk for at have egne rettigheder og følger ikke almindelige love eller regler. Psykopater kender ikke til skyldfølelse og besidder ikke evnen til at leve sig ind i andres følelser. Hvis undervisningen yderligere individualiseres, forsvinder den sidste rest af forpligtende fællesskab, hvorfor skal den enkelte vente på de andre eller tage hensyn, når man alligevel har sin egen plan og der er jo kontant afregning i form af test og karakterer.

Et dansk filmhold var på besøg hos en finsk skole og man så en klasse, der ikke syntes at det var særligt sjovt at gå i skole og deres rektor gav udtryk for, at hun savnede mere glæde og selvstændighed hos dem, men de turde ikke gøre noget sjovt, for forældrene ville blot være af den opfattelse, at børnene så ikke lærte noget. Måske får de finske børn bedre karakterer i internationale undersøgelser, men jeg tror ikke de er klogere eller mere livsglade end vores børn, og fremtidsperspektivet for et samfund uden karakter er langt værre end et, hvor børnene afslutter med dårlige karakterer.

 

Bent Hansen

Odense Friskole

 

 

 

Copyright 2015 © All Rights Reserved Fabulatoriet v/ Bent Hansen, Thorsgade 34, 5000 Odense C