Hvem er jeg

Hvem er jeg?

 

Jeg er født og opvokset i Sønderjylland og flasket op med historien og historierne

der knytter sig til egnen. Jeg har familie på begge sider af grænsen og det har givet

rigeligt stof til gode fortællinger, som jeg hørte når vi kørte rundt.

 

Jeg er uddannet lærer og allerede som nyudannet oplevede jeg det næsten magiske, der sker når mennesker samles omkring en fortælling, først som adspredelse når madpakkerne blev spist og senere, da jeg kom på Odense Friskole, som fag. Jeg var så heldig at få faget fortælling, hvor vi fortæller nordiske og græske gude-og heltesagn. Det spændende ved fortælling i skolen er, at det er mere end et fag, det er en livsform, en grundindstilling og udvikler sig bestandigt med fortælleremneuger, fortælleforældremøder, fortælleår, fortællefagplan og meget mere.

 

Næsten samtidigt kom jeg med i Odense Fortællekreds og har haft mulighed for at være sammen med dem i en af landets bedste og mest velfungerende fortællersammmenslutninger. Her mødte jeg også skuespilleren og fortælleren Pia Gredal, som for alvor fik mig i gang med at fortælle. Pia og jeg fortalte sammen i flere år, men desværre fik det en brat stopper, da Pia døde alt for tidligt i sommeren 2005.

 

Jeg fortæller mange slags historier, både gamle og nye, egne og andres, men fælles for dem alle er,

at de rører noget ved mig. Jeg fortæller for børn og voksne på skoler, biblioteker, medborgerhuse, i radioen, til fester, foran statuer i parker - kort sagt overalt, hvor der er plads til gode historier.

 

I de senere år har jeg prøvet på at udvikle fortællingen og finde andre former, hvor den kan virke. Jeg har lavet fortællevandreture langs Odense Å, fortælling i Odense Bybusser, fortællerazziaer i børnehaver og skoler, hvor vi dukkede op som overraskelse og været med til at udvikle Fortælledysten om det uofficielle Danmarksmesterskab, hvor publikum vælger temaerne for fortællingerne.

 

2013 blev ansat som lærer på Den frie Lærerskole i Ollerup. De frie skolers læreruddannelse, hvor jeg bl.a. underviser i Fortælling. Det er et fag på 2.årgang, som de studerende har 4 timer om ugen. Jeg arbejder sammen med dramalærer Hanne Kirk og dansklærer Anette Bøtter. Vi har hver vores vinkel på faget, men fælles for undervisningen er, at den er meget praktisk, fordi fortælling er et håndværk, og den skal også være udafvendt. De studerende har gennemført fortælle-razziaer, fortællemarathon, 2.årgang har ansvaret for skolens morgensange og skal inddrage fortælling, og de bliver jævnligt inviteret ud af huset til at fortælle. Den frie Lærerskole har den Danmarks største koncentration af unge fortællere.

 

I efteråret 2015 gennemføres et modul i Pædagogisk Diplom med titlen Fortælling - fortællekultur og dfet narrative.

Copyright 2015 © All Rights Reserved Fabulatoriet v/ Bent Hansen, Thorsgade 34, 5000 Odense C